Ja, det er nok det hyppigste spørgsmål, vi hører som arkæologer – uanset hvor i landet vi graver.

Som regel forventer spørgeren, at vi med stolt mine præsenterer det seneste fund vi har hevet op af  jorden, hvad enten det måtte være et lille skår fra et lerkar, et grinende kranium eller en funklende guldskat.

Vi kan i alle tilfælde svare JA. Vi finder altid noget.

Men indholdet af svaret er nok anderledes end mange forventer. For vi finder meget andet end “ting” og “skatte”. Vi finder også det, vi leder allermest efter: Oplysninger. Kontekst.Viden. Sammenhæng.

Eksempelvis finder vi, når vi udgraver en hustomt, sjældent fysiske rester af huset men sporene af, hvor huset har stået.  Når der graves en stolpe ned i jorden og den på et tidspunkt atter fjernes eller bortrådner, fyldes huldet med muld og affald fra datiden. Det viser sig i fladen som mørke jordfyldskifter i den lysere undergrund. Undergrunden er som regel lys, fordi den ikke er farvet brun af muld.

Disse fyldskifter (altså jord som har en anden struktur og farve end undergrunden), tegner vi ind på en plantegning, som udgør et landkort over vores udgravning i måleforholdet 1:50.  På den måde kan vi altid orientere os på feltet, og se sammenhængene mellem de forskellige fyldskifter på en anden måde, end når man står og kigger på feltet.

Vi kan se på vikingetidshuset, at der har været udskiftet tagstolper. For når vi graver ud, træder alle stolpehuller frem.Så selvom det på fladen ser ud som om, de nærmest har stået oven i hinanden, kan der i praksis have været omkring 50 år imellem, at disse stolpehuller har været i brug.

På samme måde ser vi samtlige brandgrave, som ligger indenfor feltet på én gang. Men i jernalderen har billedet set anderledes ud, for det var ikke alle gravene, som var synlige samtidigt dengang. Og alligevel kan vi finde viden om de enkelte graves alder. Det kan vi dels ved at datere dem ud fra evt. fund i gravene. Gerne keramik, som kan dateres indenfor ganske snævre tidsrammer, fordi keramik har en kort brugstid og hurtigt ændrer form – alt efter datidens mode. Når vi er så heldige at finde keramik i en grav, kan vi altså oftest få et fingerpeg om, hvor gammel netop den grav kan være. Ud fra iagttagelser af dette kan vi konkludere, at gravene, som er anlagt på bakkens højeste punkt, oftest er ældre end grave, som er anlagt længere nede ad skråningen. Der er således tale om en “horisontal stratigrafi” – som betyder, at gravene med tiden breder sig længere og længere ud fra et givent centrum, og at det altså ikke er som i en vertikal stratigrafi, hvor ting/anlæg ligger i lag ovenpå hinanden som en læsbar lodret tidslinje med det ældste nederst og det yngste øverst.

Vi søger på klippehøj også at finde svar på specifikke spørgsmål. F.eks. vil vi gerne vide, om de mennesker, som har bygget vikingetidshuset i 1000-tallet, har været bevidste om, at de byggede ovenpå et jernaldergravfelt, som var anlagt 750-1000 år tidligere.

Vi vil også gerne vide, hvor langt ud gravpladsen strækker sig – både i tid og rum. Dette får vi næppe svar på i år, for det er kun en lille brøkdel af hele det markområde med grave i, som vi har åbnet til undersøgelse.  Det vil kræve udgravning af et langt større område, for at få endeligt svar på dette. Derfor håber vi, der bliver mulighed for at fortsætte udgravningen gennem flere sæsoner ud i fremtiden, hvor vi vil bevæge os ud i forskellige retninger i forhold til centrum og de områder vi har undersøgt i år samt i 2008 og 2010. Vi ved, at gravpladsen dækker et uhyre stort område, fordi der er blevet pløjet grave op af jorden under landbrugsarbejde. Og når grave pløjes op af jorden bliver de ødelagt for altid. Vi mister ikke blot selve fundene i gravene, som bliver spredt ud og går itu. Vi mister også vigtig viden om gravenes indbyrdes placering og deres oprindelige udformning. I mange tilfælde er der kun bunden eller de sørgelige udtværede rester af brandgravene tilbage. I sådanne tilfælde kan vi blot konstatere, at der engang har ligget en brandgrav, men at øvrig undersøgelse er umuliggjort og viden om graven dermed gået tabt.  Herunder ses eksempel på en udtværet brandgrav.

Det bedste, man i landbruget kan gøre for at bevare fortiden for fremtiden er at pløje skånsomt. Og det kan betale sig, ikke blot for fortidsmindernes skyld, men også fordi det sparer brændstof og det skåner i sidste ende miljøet ikke mindst for CO2. Endnu bedre er direkte såning; der sparer man to arbejdsgange, brændstof, kulturarv og CO2 på én gang.  Et sådant skåneprogram praktiseres eksempelvis på den rige fundplads Sorte Muld, men det er en helt anden historie.